E-Sport som linjefag

STU på Autisme Center Vestsjælland tilbyder et nyt linjefag

Gaming bliver ofte forbundet med usund livsstil og inaktivitet, men E-Sportslinjen på STU Anholtvej bliver et rum helt uden energidrikke, chips og slik. Her er der i stedet fokus på at dyrke en sport, og en del af dygtiggørelsen vil blive arbejdet med kost, søvn og motion.

Eleverne har mange kompetencer indenfor computerspil, og derfor er det nærliggende at bruge disse som motivationsfaktor for andre områder.

Vi har indrettet et lokale på Anholtvej, som fremover vil blive vores base. Vi har indkøbt helt nye gamer-PC’ere og tilbehør. Her afholder vi træning, taktikmøder og planlægning. Fremadrettet vil vi arbejde hen imod at deltage i turneringer, hvor eleverne får mulighed for igennem sammenholdet og samarbejdet ved konkurrencerne at udvikle sig socialt.