Hunde på arbejde

Der er stor glæde hos elever og Harvey, når han tre dage i ugen står og tager imod eleverne ved indgangen til Rosenkilde Skole, Hus 71, hvor skolens mellemtrin holder til.

Men det er ikke kun til Harveys fordel, at han er på arbejde. Harvey kan alene med sin tilstedeværelse give glæde, ro og tryghed - fysisk og psykisk. Han kan være et fælles tredje for en gruppe piger, som skal lære hinanden at kende. Hvis han drilles eller får hårde kram, viser hans kropssprog tydeligt, at han bliver ked af det - et godt afsæt for samtaler om empati med eleverne. Harvey giver taktil stimulans. Han er en dejlig ven og han motiverer til gåture, løb og skoleopgaver. Som her, hvor Timmi løser læseopgaver på iPad, mens han snakker og nusser med Harvey. Modstand mod opgaverne forsvandt, da vi inviterede Harvey med op i sofaen.

Rosenkilde Skole har p.t. tre hunde på arbejde. To i Udeklassen, som gennemgår uddannelse. Og Harvey, som med sine snart 10 år, har indbygget seniordage hen over ugen. Arbejdet med eleverne giver glæde og en naturlig træthed.

Siden er sidst opdateret 6. maj 2022