Cafédialogmøder

Cafédialogmøde

28. august 2019 

Kære borger og pårørende

Autisme Center Vestsjælland inviterer til cafedialogmøde - en inspirationsaften omkring teknologiske hverdagsløsninger for mennesker med autisme og kognitive udfordringer.

Kom og bliv inspireret når designchef for Social Digital, Anders Justian, holder oplæg om:

  • Digitale muligheder, fremtidsscenarier og implementering

Det foregår den 28. august 2019 kl. 19.00 -  21.00 i Festsalen på Rosenkildevej 47, 4200 Slagelse.

Det bliver en workshop om, hvordan en hverdag med apps og teknologi kan gøre livet lettere for mennesker med autisme. Anders vil præsentere et bredt udsnit af teknologiske løsninger, som kan støtte borgeren til bedre kommunikation og struktur i hverdagen. Oplægget introducerer bl.a. til apps som Mobilize Me og GoTalk Now, og hvordan Virtual Reality kan benyttes indenfor autismeområdet. Anders vil desuden vise, hvordan indbyggede funktioner i borgerens iPhone eller iPad kan benyttes til at skabe en autismevenlig hverdag. 

Teknologier og digitale løsninger kan gøre en verden til forskel for mennesker med autisme og kognitive udfordringer. Kom og få inspiration til hvordan apps og hverdagsteknologier kan hjælpe borgere til øget selvhjulpen og mestring i eget liv. Til workshoppen vil vi skabe dialog om, hvordan vi kan arbejde målrettet med test og implementering af digitale løsninger, hvor borgeren er i centrum. Få også et kig ud i fremtiden, når Anders Justian viser, hvilke teknologiske trends og muligheder der venter lige om hjørnet.

Anders Justian har mange års erfaring med digitale løsninger og velfærdsteknologi på socialområdet. Han er oprindeligt uddannet lærer og har arbejdet med autisme gennem flere år. De sidste 4 år har han arbejdet som designchef hos Social Digital, og har bl.a. udviklet appen Scan How og Living Buddy.

Af hensyn til det praktiske beder vi om tilmelding på acv@slagelse.dk senest den 14. august 2019.

Med venlig hilsen

Anne Brauner

Områdeler

Siden er sidst opdateret 2. juli 2019