Torsdag er da pandekagedag
Bålaktivitet i alt slags vejr
Siden foråret har vi afholdt bålaktivitet med pandekager torsdag eftermiddag for borgerne på Rosenkildevej 101. Bålaktiviteten har været afholdt hver uge og i alt slags vejr. En enkelt gang regnede det dog så meget, at ingen borgere kom ud. Så blev pandekagedej og udstyr taget med rundt til hvert team, og der blev lavet pandekager i de enkelte køkkener. På den måde duftede der indenfor, inden borgerne kunne sætte tænderne i nybagte pandekager. En enkelt borger ønskede at spise sin pandekage ved bålet, og det blev så indfriet, uanset regnen.
Pandekagedag
Mange af borgerne ser efterhånden torsdag som pandekagedag og nævner det for personalet om morgenen og flere dage forinden. Én borger kommunikerer normalt ikke med sprog, men fortalte pludselig i sit dagtilbud, at det var pandekagedag.
DJ styrer musikken
Under bålarrangementet bliver der afspillet musik, som borgerne skiftes til at vælge. For nogle har det haft en særligt stor betydning, at de må styre musikken. Den faste DJ er faktisk en borger, der normalt holder sig til sin lejlighed og ikke deltager i nogen fællesskaber. Andre nyder i stedet at danse til musikken.
Udvikling for den enkelte - og fælles hjælp
I foråret stod flere borgere på afstand af bålet, imens personalet lavede deres pandekager. Nu har én borger lavet hele sin pandekage på egen hånd, mens en anden borger med hævet arm viste sin begejstring og stolthed over selv at have taget smør på panden.
Andre borgere hjælper hinanden ved bålet. Det kan være ved at vise hensyn til hinandens musikønsker eller ved at hjælpe med at sætte til og rydde op, ligesom det også kan være at komme smør på en af de andres pande.
Positiv effekt
Samlet set kan vi se, at en aktivitet som bål og pandekager gør en stor forskel for mange af borgerne på Rosenkildevej 101. Det har fx en positiv effekt i forhold til:
- Deltagelse i fællesskabet på tværs af teams.
- Øget selvstændighed blandt borgerne.
- Tryghed som følge af et bedre kendskab til personale og borgere i andre teams.
Bålhytte
På baggrund af erfaringerne med bålaktiviteten skal der opføres en bålhytte i midten af Rosenkildevej 101. Det blev besluttet på boligforeningens afdelingsmøde i september. Med den centrale placering af bålet tiltrækkes borgerne både visuelt og med duft af pandekager og røg, og de kan nemt gå til og fra arrangementet efter behov. Hvis alt går vel, bliver bålhytten forhåbentlig opført i starten af 2022.
Samskabende udvikling
Bålhytten er en del af en større udvikling af udearealerne imod at skabe et trygt og hyggeligt udemiljø, der indbyder til ophold og fællesskab, sansestimulering og bevægelse gennem leg.