Aflastning Børn 1 og 2

Boligen er beliggende på Rosenkildevej 79 i Slagelse.

Der er i alt 13 pladser i aflastningstilbuddet fordelt på to teams.

Botilbud
  • Borgerprofil

    Rosenkildevej 79 er et aflastningstilbud for børn og unge i alderen ca. 6-18 år (*22 år).

    Målgruppen er børn og unge med autisme og andre beslægtede diagnoser. Det kan være mental retardering, angst, OCD, ADHD eller lign.

    Specielt for Rosenkildevej 79 er, at det er børn/unge med lille, mellem og stort støttebehov, som kommer bor/opholder sig her.

  • Støtteniveauer

    Da der er tale om børn, vil der i en stor udstrækning altid være brug for medarbejdernes støtte flere gange dagligt og i forskellige grader - alt efter børnenes kommunikative og fysiske vanskeligheder.

    Nogle børn vil have brug for verbal og/eller fysisk vejledning flere gange dagligt, mens andre børn i nogle situationer kun vil have brug for medarbejderens fulde hjælp en gang dagligt. Medarbejderne støtter barnet i de opgaver, hvor der er behov for det - fx når der skal smøres madpakke, findes vej til skole eller i sociale sammenhæng med andre børn. Alle børn støttes både individuelt og i grupper, men der er som udgangspunktet ikke tale om et en-til-en-tilbud.

    Se endvidere beskrivelser af støttebehov i ydelseskataloget her på hjemmesiden under "Visitator".

  • Boligen

    Boligerne består af egne, rummelige værelser, og disse er som udgangspunkt indrettet med en seng, et bord samt en stol. I Aflastningen tilstræbes det, at barnet/den unge har det samme værelse hver gang, de er i aflastning.

    Derudover er der i boligen 2-3 delte badeværelser samt flere fællesarealer f.eks. et fælleskøkken, hvor børnene/de unge kan deltage i den daglige madlavning, en fællesstue med spiseplads og tv-område samt et spillehjørne med computere.

    Til boligen er der også tilhørende udendørsarealer og terrasser i grønne omgivelser, og når vejret tillader det, bliver der gynget i gyngestativet og ristet skumfiduser på bålpladsen i den store have.

    Boligerne emmer af hjemlig stemning, og det er essentielt, at børnene/de unge ikke kun føler sig hjemme på deres værelser men også på fællesarealerne og området omkring centeret.

  • Beliggenhed

    Boligerne er beliggende på Rosenkildevej 79 i udkanten af Slagelse i naturskønne omgivelser - omgivet af grønne arealer og trafiksikre områder.

    Alle teams ligger tæt på offentlige transportmuligheder og lokale indkøbsmuligheder. Ikke langt fra boligerne findes der busstoppesteder, hvorfra der kører busser til Slagelse Station. Der er ca. ½ times gang til Slagelse centrum, og det er derfor nemt at tage rundt i området og komme ind til byen. Derudover ligger den interne skole også inden for kort gåafstand af alle teams.

    På grund af de mange store arealer omkring boligerne har vi også gode udendørsfaciliteter – blandt andet shelter, legeplads, bålplads, klatretårn og plads til boldspil.

  • Aktiviteter

    Aflastningstilbuddene er åbne alle årets 365 dag og fungerer som et hjem, hvor vi skaber den struktur og den ro det enkelte barn/unge har brug for.

    En stor del af aktiviteterne på vores tilbud er almindelige daglige gøremål, så børnene/de unge får trænet og holdt dette vedlige. Det kan være alt lige fra at hjælpe med at lave mad til selv at vaske tøj.

    Vi tilbyder forskellige aktiviteter på Autisme Center Vestsjælland. Det kan være fællesaktiviteter som motionsrum, Snoezelhus, klatring, Bo-cart, kreative aktiviteter, musik m.m..

    Barnet/den unge har også mulighed for at deltage i aktiviteter i fritiden, som de selv har valgt - alt efter barnets/den unges interesser og muligheder. Dog tilbyder vi ikke ledsagelse til fritidsaktiviteter, mens børnene/de unge er på ophold.
    Det kan bl.a. være daglige aktiviteter såsom ridning og svømning eller forskellige former for motion, som er tilpasset den enkelte fx gå- og cykelture. Vi tager desuden ofte på busture ud ad huset, da mange af stedets børn er glade for turene.

    Derudover afholder vi hvert år arrangementer på centeret i form af julefest, fødselsdage og forældrearrangementer.

  • Kost

    Der tilbydes fuld kost, som tilberedes af det pædagogiske personale - ofte i samarbejde med børnene/de unge selv. Det kan f.eks. være en maddag om ugen, hvor barnet selv vælger menuen og hjælper med at tilberede maden.

    Der tages udgangspunkt i kostpolitikken, som er sund og varieret kost med afsæt i de offentlige anbefalinger og kostråd. Vi tager individuelle hensyn i forhold til beboeres etnicitet og religion. Diæter i forbindelse med intolerance mv. kan tilbydes, hvis diagnosen er lægeligt dokumenteret.

    Kostplanen udarbejdes af stedets ernærings- og husholdningsøkonom og suppleres med børnenes/de unges ønsker.

  • Pårørende

    Vi anser det som essentielt for barnets udviklingsmuligheder, at vi, i samarbejde med forældrene, oparbejder en fælles forståelse af barnets evner, færdigheder, udviklingspotentialer og mål. Derudover arbejder vi på at opnå en fælles grundlæggende forståelse af det enkelte barns særpræg og individualitet.

    Vi forventer, at alle indgår i et konstruktivt og åbent samarbejde, men vi forventer ikke nødvendigvis enighed om alt. Vi er bevidste om, at familiens relation til barnet er af en anden karakter end vores professionelle relation og faglige sigte.

    Der afholdes møde med forældrene inden barnets opstart, og vi vil invitere til et opfølgningsmøde efter ca. 3 mdr. Der er løbende kontakt pr. telefon, mail og ad hoc møder. Intervallet af dette aftales af forældrene og barnets kontaktpersoner.

    OBS: Særligt for Aflastningen gælder følgende:
    Frist for afmelding af planlagte døgn for forældre er min. 5 dage. Ved for sen afmelding faktureres døgn.

    Der er på skoledage lukket i Aflastningen i tidsrummet kl. 09.00-14.00.

  • Takster og åbningstider

     Takstbetaling efter takstdøgn fra 1. januar 2018:

    • Hverdage: kl. 14.00 - 14.00 (1 takstdøgn)*
    • Weekend: Fredag kl. 14.00 - Søndag kl. 16.00 (2 takstdøgn)
    • Weekend: Fredag kl. 14.00 - Søndag efter kl. 16.00 - kl. 21.00
      (2½ takstdøgn)
    • Weekend: Fredag kl. 14.00 - Søndag efter kl. 21.00 og evt. til Mandag kl. 14.00 (3 takstdøgn)

    OBS: Frist for afmelding af planlagte døgn for forældre er min. 5 dage. Ved for sen afmelding faktureres døgn.

    *Der er på skoledage lukket i Aflastningen i tidsrummet kl. 09.00-14.00. Taksten er udregnet således, at der betales samme døgntakst for hverdage og weekender - også de dage hvor aflastningen er lukket kl. 9.00-14.00.

  • Obligatoriske ydelser

    For unge over 18 år:

    • Kost
    • Vask af linned
    • Rengøring
    • Aktiviteter uden for ACV
  • Støtte til økonomihåndtering

    Vi yder ikke støtte til økonomihåndtering – udover hjælp til administration af de lommepenge, som børnene/de unge medbringer til opholdet.

  • Yderligere

    Vi forsøger, så vidt det er muligt, at sammensætte børnene, således at det er de samme børn, som barnet er i aflastning med. Da Aflastningen har ca. 50 børn i aflastning på skift, er det ofte en stor stressfaktor for børnene, hvis der er mange skift i børn og medarbejdere i løbet af kort tid. Derfor anbefaler vi, at barnet max. har 170 aflastningsdøgn. Ved behov ud over dette henviser vi til vores døgntilbud, hvor barnet kun skal forholde sig til 3-5 andre børn i dagligdagen.

Siden er sidst opdateret 9. april 2018