Rosenkildevej 85

Boligerne er beliggende på Rosenkildevej 85 i Slagelse og er fordelt på fem afdelinger.

Der er i alt 19 pladser i botilbuddet fordelt på fem forskellige teams.

Botilbud
  • Borgerprofil

    Rosenkildevej 85 er et botilbud til voksne med udviklingsforstyrrelser indenfor
    autismespektrummet. Det kan være infantil autisme, atypisk autisme og asperger syndrom. 

    Specielt for Rosenkildevej 85 er, at det er voksne med stor støtte jf. § 108, som bor her.

  • Boligen

    Rosenkildevej 85 består af fem afdelinger beliggende i samme bygning.

    Boligen består af egne, rummelige værelser på ca. 16 kvm samt delte badeværelser med enten brusekabine og-eller badekar. Derudover er der et fælleskøkken, hvor beboerne kan deltage i den daglige madlavning samt en fællesstue med spiseplads og tv-område.

    Til boligen er der også tilhørende udendørsarealer og –terrasse i grønne omgivelser. Når vejret er til det bruger vi vores dejlige have, hvor vi har hængekøje, et lille springvand og en bålplads.

    Boligerne emmer af hjemlig stemning, og for os er det essentielt, at vores beboere ikke kun føler sig hjemme på deres værelse men også på fællesarealerne og området omkring centeret.

  • Beliggenhed

    Boligerne på Rosenkildevej 85 ligger i udkanten af byen i naturskønne omgivelser - omgivet af grønne arealer og trafiksikre områder. 

    Alle teams ligger tæt på offentlige transportmuligheder og lokale indkøbsmuligheder. Ikke langt fra boligerne findes der busstoppesteder, hvorfra der kører busser til Slagelse Station. Der er ca. ½ times gang til Slagelse centrum, og det er derfor nemt at tage rundt i området og komme ind til byen.

    På grund af de mange store arealer omkring boligerne har vi også gode udendørsfaciliteter – blandt andet shelter, bålplads, klatretårn og plads til boldspil.

  • Aktiviteter

    En stor del af aktiviteterne på vores tilbud indebærer daglige gøremål, og vi er meget opmærksomme på, at vores beboere får trænet og holdt dette vedlige. Det kan være alt lige fra at hjælpe med at lave mad til selv at vaske tøj.

    Men vi har også mange andre aktiviteter alt efter beboernes interesser og muligheder. Det kan blandt andet være daglige aktiviteter og forskellige former for motion, som er tilpasset den enkelte - f.eks. gåture, svømning, ridning og cykelture.
    Vi tager desuden ofte på busture ud af huset, da mange af stedets beboere er glade for turene.

    Derudover er der på Autisme Center Vestsjælland fællesfaciliteter såsom værksted, motionsrum, gokartbane og snoezelhus, som er til rådighed for alle stedets beboere.

    Vi afholder hvert år arrangementer på centeret i form af sommerfest, julefest, fødselsdage og forældrearrangementer. Derudover tager vi årligt på ferie/koloni alt efter den enkeltes ønsker og økonomi samt til
    Sjællandsfestivalen i vores nærområde, som mange af vores beboere holder meget af.

  • Kost

    Der tilbydes fuld kost, som tilberedes af det pædagogiske personale - ofte i samarbejde med beboerne selv. Det kan f.eks. være en maddag om ugen, hvor beboeren selv vælger menuen og hjælper til med at tilberede maden.

    Der tages udgangspunkt i kostpolitikken, som er sund og varieret kost med afsæt i de offentlige anbefalinger og kostråd. Vi tager individuelle hensyn i forhold til beboeres etnicitet og religion. Diæter i forbindelse med intolerance mv. kan tilbydes, hvis diagnosen er lægeligt dokumenteret.

    Kostplanen udarbejdes af stedets ernærings- og husholdningsøkonom og suppleres med beboernes ønsker.

  • Pårørende

    Vi tilstræber at have en god kontakt både med pårørende og værger, så vi sammen kan være en fælles støtte for den enkelte i deres dagligdag.

    For beboere uden værge:

    • Vi samarbejder med beboerne og deres pårørende i det omfang, som den enkelte er interesseret i. Samarbejdet sker dog aldrig uden samtykke eller medvirken fra beboeren selv.


    For beboere med værge - personlig og/eller økonomisk:

    • Vi samarbejder med beboerne og deres værger ud fra gældende regler på området og inddrager den enkelte i samarbejdet i størst muligt omfang.
Siden er sidst opdateret 9. april 2018